Certificering – FSC® og PEFC™

I Danmark har ca. 400 virksomheder en PEFC certificering og ca. 600 en FSC certificering *). Men selv om begge tal stiger, så er der stadig plads til, at mange flere danske virksomheder får dokumentation på bæredygtigt indkøb og salg.

Salg og indtjening

På verdensplan er hhv. 50.000 og 18.600 virksomheder certificerede efter hhv. FSC eller PEFC ordningen.

Efterspørgslen fra forbrugere og virksomheder ser ud til at stige og en certificering er et signal om både at tage ansvar og have overblik over indkøb og processer. Det bør alt andet lige give adgang til et større marked at kunne levere certificeret træ. Især hvis offentlige kunder er på kunde- eller ønskelisten.

Kan det betale sig?

Men nogle – især mindre virksomheder – har en naturlig bekymring for de omkostninger, det har at lade sig certificere. I penge og i tid. Og måske mærker de ikke så konkret efterspørgslen. Derfor vil det ikke være en prioritering.

Når investeringen først er gjort, kan det dog vise sig at være en stor fordel i forhold til at få øje på forbedringsmuligheder i processer, drift og produktion. Herudover kan det styrke virksomhedens image, hvis man arbejder konkret og målrettet med det i salg og markedsføringen. Og ikke mindst vil det sikre adgang til et større marked.

Men det kan også være relevant at stille spørgsmålet; hvad sker der med de virksomheder, der ikke kan sælge certificeret træ om 1-2 år?

Det er svært og besværligt?

Andre bekymringer for virksomhederne kan være, at standarderne, dvs. de dokumenter, der beskriver, hvad virksomheden skal gøre for at få sit certifikat, er skrevet i et sprog, der er knudret og svært at forstå. Og det ER det.

Eller at der er mange procedurer og arbejdsgange, der skal ændres og det er svær at gennemskue om, man gør det rigtigt?

De bekymringer er der flere måder at håndtere på. Enten må man bare kaste sig ud i det; andre har fundet ud af det, det kan din virksomhed nok også. Eller man kan betale sig fra det og lade eksterne udføre det meste af arbejdet og vejlede virksomheden hele vejen til certificering.

Hvad koster certificering?

De økonomiske omkostninger er honorar til certificeringsfirma, årlig afgift til FSC/PEFC (beløbet afhænger af virksomhedens størrelse) samt evt. omkostninger til konsulenter, der hjælper med at beskrive, hvordan virksomheden lever op til kravene i hhv. PEFC og FSC standarderne. Herudover kan der være indirekte omkostninger ved fx omlægning af drift eller ændrede procedurer for træforarbejdende virksomheder.

De tidsmæssige omkostninger er tiden, det tager at sætte sig ind i og overføre standarderne til egen virksomhed samt at indarbejde nye procedurer.

Miljøet

En ikke uvæsentlig gevinst er den gode gerning, man som virksomhed gør for miljøet ved at indkøbe og sælge bæredygtigt træ. I tider med orkaner og oversvømmelser er det oplagt at se på mulighederne for som virksomhed at bidrage til et bedre miljø. Og træerne er en god ven i den forbindelse, for der lagres ca. 1 ton CO2 i 1m3 træ. **). Verdens skove dækker omkring 30% af verdens jord. Og det er faldende.

Med en indsats for skovene, der sikrer, at de som minimum kan reproducere sig selv og med en ekstra anstrengelse for at nedbringe spild og øge genanvendelse, så er virksomhederne rigtig godt på vej.

Man kan vælge at blive certificeret efter én af ordningerne eller vælge en dobbeltcertificering, så man både bliver FSC og PEFC certificeret.

 

Læs også Krav til CoC certificering og Hvad er en FSC® eller PEFC™ certificering

Læs mere om FSC og PEFC her

Certificering

 

*) Kilde https://dk.fsc.org/dk-dk og https://www.pefc.dk/

**) http://www.trae.dk

***) Kilde; Dansk Skovforening