Chain of Custody certificering (CoC) kan opnås af skovejere, producenter, grossister eller lignende. CoC er en sporbarhedscertificering, der sikrer, at skovbaserede materialer og produkter, som er købt, mærket og solgt som FSC-certificerede eller PEFC-certificerede, stammer fra kontrollerede kilder, bæredygtigt drevne skove, genbrugsmaterialer eller en blanding af disse. CoC indebærer, at virksomheden lever op til en række krav. Dette gælder uanset om du ønsker at blive certificeret efter FSC ordningen, PEFC- eller begge dele. Kravene drejer sig om følgende områder:

  • Ledelsessystem
  • Indkøb og håndtering af materialer
  • Salg
  • Registrering af PEFC og FSC-materiale og -produkter
  • Brug af varemærket på produkterne og i markedsføringen (hvis dette ønskes)
  • Lovgivning om træprodukters lovlighed

 

Individuel, multisite- og gruppe- CoC-certificering

Afhængig af, om det er en enkelt virksomhed, der skal certificeres, eller om det er flere datter-/søsterselskaber eller afdelinger, kan du vælge en individuel eller en multisite certificering. Er du en mindre virksomhed med begrænset omsætning og begrænset antal medarbejdere kan du komme med i en gruppe-certificering, som koster mindre. For at være en mindre virksomhed er kravene fra FSC, at du har højest 15 ansatte eller højest 25 ansatte og en omsætning under 1.000.000 US dollars årligt, dvs. ca. kr. 6.4 mio. kr.. Fra PEFC er kravet, at du har højest 50 fuldtidsansatte og en omsætning på højest 9.000.000 CHF, dvs. knap 60 mio. kr.

 

Transfer eller procent?

Hvilket system skal anvendes til registrering af indkøb og salg af certificerede og ikke certificerede varer?

Der er mulighed for at vælge en af flere metoder til at sikre og dokumentere, at der hele tiden er overblik over, hvad og hvor meget virksomheden indkøber og sælger af certificeret træ.

Du kan vælge mellem et transfersystem eller et procent og/eller kreditsystem. Transfersystem anvendes hvis du holder materialerne/produkterne fysisk adskilt fra indkøb til salg. Procent og/eller kreditsystem, kan du anvende hvis du ikke holder certificerede og ikke-certificerede materialer adskilt.

 

Outsourcing

Hvis du outsourcer dele af din produktion er der særlige regler for dette område. De består i korte træk i, at det certificerede materiale holdes adskilt under hele processen, og at den virksomhed, du outsourcer til er indforstået med de særlige processer, der gælder ved leverance til en FSC eller PEFC certificeret virksomhed.

 

Læs mere om FSC og PEFC

Kontakt BetterGreen og få en snak om hvilken certificering der er den rigtige for dit firma!

CoC certificering