Ønsker kunder og forbrugere, at virksomhederne tager ansvar for miljø og klima?

BetterGreen har netop gennemført en kvalitativ undersøgelse blandt danske SMV’er. Formålet var at få indsigt i, hvad der rør’ sig blandt mindre og mellemstore virksomheder lige nu i forhold til miljø- og klimaområdet. Hvor langt er virksomhederne rent faktisk, når det kommer til miljø- og klimavenlige produkter og i forhold til at drive en bæredygtig *) forretning? Hvis du ønsker undersøgelsen tilsendt, så skriv en mail til: [email protected]

Er der noget akut?

Klimaaftalen i Paris har et mål om at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader og så tæt på 1,5 grader som muligt. Der er udarbejdet nationale handlingsplaner, så de enkelte lande kan vise, hvordan de er med til at nå det mål. Det kræver meget af politikere, forbrugere, virksomheder, NGO’er etc.

Set i det lys – og i lyset af at miljø har været på virksomhedernes agenda i mange, mange år – har vi spurgt virksomhederne om, hvad de ser som deres næste træk. Oplever virksomhederne en “akuthed”, som ikke har været tidligere?

Det korte svar på det spørgsmål er ”nej”. For der er faktisk ikke nogen særlig efterspørgsel på bæredygtige produkter og på virksomheder, der kan fremvise en velovervejet og præcis politik for deres miljø- og klimamæssige ansvarlighed.

Derfor er planerne for mange virksomheder relativt beskedne. Kun få har sat turbo på produktudviklingen og den cirkulære økonomi – men her ser det til gengæld også ud til, at der allerede er mærkbare resultater på bundlinjen.

De større tiltag, som indebærer innovation, produktudvikling og tilpasning til fremtidens markeder, præget af de globale udfordringer, er for de flestes vedkommende ikke på tegnebrættet endnu. Mange gør en del, men få gør meget i forhold til miljøet, klimaet og andre globale udfordringer.

Fra certificeringer til  FN’s 17 Verdensmål

Virksomhedernes konkrete miljøindsatser er meget forskellige, men langt størstedelen har en eller flere produktcertificeringer på tapetet.

Som nævnt ser de fleste af virksomhederne indsatsen med miljø og bæredygtighed som fortløbende og vedvarende. Få forestiller sig, at man er der, hvor det er nødvendigt at være i forhold til enten global ansvarlighed eller konkurrencen på markedet. De tiltag, der er i pibeline i virksomhederne er fx:

  • Certificering med Svanemærket
  • Kontinuerlige forbedringer inden for primært: Sortering af affald, genanvendelse, optimering af bæredygtige emballage-løsninger, samt reduktion af den samlede mængde af emballage.
  • Miljøledelses-certificering (ISO 14001)
  • FSC® og PEFC™ certificering
  • Systematisk gennemgang af alle biprodukter ved produktionen. Mål om at alt skal kunne genanvendes.
  • Branchespecifik produktcertificering
  • FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling

Stort set alle virksomhederne mener, at det er politikernes ansvar – men også i nogen grad virksomhedernes. Kun et par virksomheder mener udelukkende, at ansvaret ligger hos politikerne. Det nævnes også, at kunder og forbrugere har et stort ansvar og at det er her, at presset bør komme fra.

Virksomhederne efterspørger klarere signaler fra kunder og forbrugere

Det gælder for alle brancher og virksomheder, at presset for at levere bæredygtigt og tage ansvar for miljø/klima/klode ikke – lige nu – i særlig stor udstrækning kommer fra kunder og forbrugere. Enkelte virksomheder oplever, at efterspørgslen spirer, men ingen (af dem vi har talt med) oplever konkret og markant pres.

Så konklusionen er, at hvis flere virksomheder skal gøre mere, skal de have klarere signaler fra kunder og forbrugere.

Næste, og sidste, artikel baseret på undersøgelsen, har fokus på, hvad virksomhederne med fordel kan gøre for at få større forretningsmæssig glæde af eksisterende og kommende tiltag i bæredygtig retning.

*) BetterGreen ser begrebet ”bæredygtig”, som det blev beskrevet i Brundtlandrapporten fra 1987; ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”