Hvad er FN’s 17 Verdensmål?

Den 25. september 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere på FN topmødet i New York aftalen om de 17 Verdensmål. Aftalen trådte i kraft den 1. Januar 2016. Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål. De forpligter alle FN’s 193 medlemslande.

De 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals (SDGs)) bygger videre 2015-målene (Millennium Development Goals (MDGs). 2015-målene har vist, at det er muligt at opnå resultater, hvis viljen er der. FX:

  • Siden 1990 er fattigdommen i verden faldet med næsten 75%
  • Ni ud af ti børn i udviklingslandene indskrives i dag i skole
  • Dobbelt så mange børn overlever deres fem års fødselsdag
  • 45% færre kvinder dør i forbindelse med graviditet eller fødsel
  • To milliarder mennesker har fået adgang til forbedret drikkevand og
  • Millioner af menneskeliv er blevet reddet på grund af bedre forebyggelse og behandling af smitsomme sygdomme som malaria, tuberkulose og HIV/AIDS.

De nye verdensmål vil udrydde fattigdom og sult i verden, og i langt højere grad fokusere på bæredygtighed.

Universelle mål

De nye verdensmål vil gælde for alle lande – både rige og fattige. De store udfordringer, vi står overfor i dag, som bl.a. social, økonomisk og politisk marginalisering, stigende ungdomsarbejdsløshed, ulighed, fattigdom, fødevareusikkerhed, mangel på, eller ulige adgang til grundlæggende naturressourcer, miljøforurening, klimaforandringer og ikke-lydhøre regeringer, har globale og regionale konsekvenser. Derfor er det nødvendigt, vi løser dem i fælleskab.

Verdensmålene er resultatet af tre års diplomatisk arbejde og er baseret på den mest omfattende og gennemsigtige globale konsultationsproces i FN’s historie. Disse har bidraget til målene:

  • Den mellemstatslige Åbne Arbejdsgruppe
  • FN Generalsekretærens Høj-niveau Panel af Eminente Personer
  • Bidrag fra civilsamfundet, privatsektoren og FN-systemet
  • Over hundrede nationale og elleve globale tematiske konsultationer,
  • Mere end ti millioner mennesker verden over har givet deres mening til kende gennem en direkte online survey MyWorld

De 17 Verdensmål

  1. Afskaf fattigdom: Afskaf fattigdom i alle dens former overalt
  2. Stop sult: Stop sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug
  3. Sundhed og trivsel: Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper
  4. Kvalitetsuddannelse: Sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelser og fremme alles muligheder for livslang læring
  5. Ligestilling mellem kønnene: Opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder
  6. Rent vand og sanitet: Sikre at alle har adgang til vand og sanitet, og at dette forvaltes bæredygtigt
  7. Bæredygtig energi: Sikre at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris
  8. Anstændig jobs og økonomisk vækst: Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle
  9. Industri, innovation og infrastruktur: Bygge robust infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og understøtte innovation
  10. Mindre ulighed: Reducer ulighed i og mellem lande
  11. Bæredygtige byer og lokalsamfund: Gør byer, lokalsamfund og bosættlser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige
  12. Ansvarligt forbrug og produktion: Sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer
  13. Klimaindsats: Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser
  14. Livet på havet: Bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer
  15. Livet på land: Beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet
  16. Fred, retfærdighed og stærke institutioner: Støtte fredelige og inkluderende samfund. Give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer
  17. Partnerskab for handling: Styrk det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og øg midlerne til at nå målene

Artiklen er en forkortet udgave af teksten på dette website: https://www.verdensmaalene.dk/fakta/verdensmaalene